Bogen besvarer følgende to spørgsmål: (1) Hvordan kan komplicerede, hurtige færdigheder tænkes at være kontrolleret, og hvordan kan påvirkningen og læringen i dette kontrolsystem tænkes at foregå? (2) Hvordan kan underviseren verbalt give feedback på udøverens præstation af en kompliceret, hurtig færdighed for at skabe den bedst mulige motoriske læring hos udøveren?<br/><br/>For det første etableres en forståelse for motorisk kontrol og læring. Med Nikolai Bernstein argumenteres for, at færdigheder er repræsenteret i hjernen gennem topologiske og kinæstetiske skemaer, som tager højde for at færdigheder er forskellige fra gang til gang, men også ligner hinanden. Skemaet knyttes til selve bevægelserne gennem det motoriske hierarki, som er den struktur der gør, at kroppen kan være selvorganiserende. Der argumenteres for, at læringen i kontrolsystemet indebærer en fejlsøgning og optimering på alle niveauer af det motoriske hierarki, og at læreren bør kende processerne bag den motoriske kontrol og læring for at kunne give den rette verbale feedback.<br/><br/>For det andet diskuteres hvordan augmented, verbal feedback kan gives for at fremme læringen. Der argumenteres for, at verbal feedback er et underviserredskab, der har det formål at gøre udøveren bedre i stand til at tilpasse og omforme bevægelser, så de bliver mere hensigtsmæssige i forhold til et læringsmål. Tre konkurrerende hypoteser om feedback diskuteres. Guidance-hypotesen forudsiger at verbal feedback er vejledende, men at tilbagemelding også kan skabe afhængighed. Stabilitetshypotesen siger, at hyppig feedback skaber dårligere læring, fordi udøveren laver små, unødvendige korrektioner til færdigheder, som altid vil variere lidt. Constrained action-hypotesen foreslår, at læringen er bedre for udøvere, der har et eksternt fokus for opmærksomhed, fordi udøverne derved ikke retter for megen opmærksomhed mod de detaljerede bevægelser, som alligevel organiseres relativt automatisk.<br/><br/>Konkluderende argumenteres for at constrained action-hypotesen tilsyneladende har den største forklaringskraft, men at det er nødvendigt med mere forskning på området, hvor alle tidligere undersøgelser om motorisk læring og feedback bør diskuteres i forhold til de nyere indsigter.