Skønt blot det første essay direkte tematiserer dannelsesbegrebet, drejer alle essays sig i virkeligheden om, hvad der må være eller engang måtte blive relevant for en genuin dannelse.<br/>Den gennemgående tese for alle essays er, at fornuften i den vestlige, og herunder den danske, kultur i ikke ringe grad er præget af en vis formørkelse, af en tendens til endimensionalitet og instrumentel fornuft.<br/>Denne formørkelse forsøger essayene at fremstille igennem kritisk behandling af temaer som dannelse, det moderne, tro og mening i relation til viden, logikken og naturlovene samt spontanitet. Det er temaer, som ikke blot er videnskabeligt, filosofisk eller kunstnerisk, men også eller måske især almenkulturelt relevante.