Denne dag, den 6. januar 1482, hører imidlertid ikke til dem, historien mindes. Der var ikke noget historisk mærkværdigt ved den begivenhed, der således fra morgenstunden af satte Paris' klokker og borgere i bevægelse. Det var hverken et fjendtligt overfald af picardere eller burgundere eller et festligt jagtoptog eller studenteroptøjer i vingården ved Laas; Hans ophøjede Majestæt kongen holdt ikke indtog, ja der opførtes ikke engang et smukt skuespil i retning af hængning af mandlige og kvindelige gavtyve i Palais de Justice. Heller ikke var der, som det så tit skete i det femtende århundrede, kommet et gesandtskab med slidte og lasede klæder og vajende fjerbuske. Knapt to dage i forvejen havde den sidste rytterskare af den slags, de flamske sendemænd, der skulle afslutte ægtepagten imellem dauphinen og Margrete af Flandern, holdt sit indtog i Paris til kardinalen af Bourbons store ærgrelse, eftersom denne herre for at gøre kongen til behag havde været nødt til at sætte et venligt ansigt op til hele denne ubehøvlede flok flamske borgmestre og underholde dem i sit hus, Hotel de Bourbon, med skuespil, en "overmåde skøn moralitet, sotie og farce", mens regnen skyllede ned og gennemblødte hans prægtige tapeter, der var ophængte uden for hans port.